Parasport Danmark logo hvid.png

JYSK starter nedtællingen til de Paralympiske Lege 2024 i Paris

Den 28. august 2023 er der præcis et år til de Paralympiske Lege 2024 i Paris. JYSK, der er den ene af Parasport Danmarks hovedsponsorer, skyder nedtællingen i gang med kampagnen "Everyone can succeed".

Everyone can succeed

I 1989 blev der skabt en lang og stærk forbindelse mellem JYSK og parasporten. Her trådte JYSK til som hovedsponsor for Parasport Danmark. Siden da er JYSK også blevet hovedsponsor for parasportsforbund i Finland, Norge og Rumænien, samtidig med at JYSK sponsorerer de nationale paralympiske komitéer i Tjekkiet, Slovakiet og Sverige.

Denne forbindelse er særlig relevant i dag den 28. august 2023, da der nu er præcis et år til de paralympiske lege 2024 i Paris. Derfor har JYSK lanceret kampagnen "Everyone can succeed".

- Vores sponsorat af parasport bygger på den fælles forståelse af, at dedikation og viljen til at vinde er det, der baner vejen for store præstationer og muligheder. Vi ser virkelig frem til at følge alle de inspirerende para-atleter i deres forberedelser til de Paralympiske Lege, og vi støtter dem hele vejen, siger Communications Director i JYSK, Åse Andersson.

Video med atleter fra fem lande
Som en del af kampagnen har JYSK produceret en video med para-atleter fra flere af de lande, hvor JYSK er sponsor. Her fortæller atleterne, hvad deres motivation er, og hvad de tænker om deres status som rollemodeller.

Formanden for den danske paralympiske komite og Parasport Danmark, John Petersson, er begejstret for JYSK's fortsatte opbakning og passion for parasport.

- JYSK har gjort meget for at øge bevidstheden om parasport og har længe støttet vores bestræbelser på at give alle mennesker med handicap eller særlige behov mulighed for at deltage i idræt. JYSK er dedikerede til at gøre en forskel, og vi værdsætter deres indsats og vores partnerskab enormt.