Parasport Danmark logo hvid.png

Roer Karina Lauridsen modtager JYSK’s Bring Dedication-legat

Den tidligere elitesvømmer satser alt på at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i Paris i roning. Et særdeles ambitiøst projekt, som hun lægger al sin tid, økonomi og ressourcer i at få til at lykkes – og som ikke har været uden udfordringer undervejs. Karina Lauridsen lever om nogen op til det Bring Dedication-legat fra JYSK, hun fik overrakt efter en træning på Furesøen i slutningen af januar.

Karina Lauridsen fik overrakt JYSK's Bring Dedication-legat efter en træning på Furesøen.
Karina Lauridsen fik overrakt JYSK's Bring Dedication-legat efter en træning på Furesøen.

Nogle husker måske Karina Lauridsen, der i 2000’erne dominerede parasvømningen og vandt flere VM-titler og paralympiske medaljer. I 2021 gjorde hun kortvarigt comeback i svømning igen, men i marts 2023 sadlede hun om og valgte at træne oven på vandet i stedet. Og hendes mål er klart: Hun vil repræsentere Danmark i roning ved de Paralympiske Lege i Paris.

Det glæder sportschef i Parasport Danmark, Michael Møllgaard Nielsen, at Karina igen er i den danske PL-bruttotrup:
– Karina er en særdeles målrettet atlet, der ved, hvad det kræver at være med på allerhøjeste niveau. Hun har kun været i gang i under et år, og det er ekstremt kort tid til at komme op på det niveau, både teknisk og fysisk, som det kræver at være med blandt de bedste i roning. Men er der nogen, der kan gøre det, er det Karina, og jeg er meget imponeret over den vilje og dedikation, hun lægger for dagen. Derfor er jeg også glad for, at vi nu sammen med JYSK kan støtte hende økonomisk, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Glad for anerkendelsen
Roprojektet har ikke været uden bump på vejen for den 47-årige vestjyde, der blandt andet har kæmpet med det kolde og våde danske vejr og er blevet ramt af svære lungebetændelser og hele tre indlæggelser hen over vinteren. Men selv om det har sat hende kortvarigt tilbage, har hun ikke overvejet at stoppe, og nu er både helbred og vejr igen med hende. Hun fik overrakt Bring Dedication-legatet efter en træning på Furesøen, der efter en frosthård januar endelig var isfri.

Karina Lauridsen træner på Furesøen.
Karina Lauridsen træner intensivt for at nå målet om at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i Paris.

Hun er glad for anerkendelsen fra JYSK og Parasport Danmark.

– Det er fedt! Det betyder meget, at der er nogen, der lægger mærke til, at jeg gør en stor indsats og bruger enormt meget tid og mange ressourcer på det her. Jeg planlægger alt efter, at jeg kan komme til at træne og blive bedre, og vi forsøger at optimere på alle områder. Der kræver meget at få det hele til at hænge sammen, og det er fedt, at der er nogen, der anerkender det, lyder det fra Karina Lauridsen.

Der kræver meget at få det hele til at hænge sammen, og det er fedt, at der er nogen, der anerkender det
- Karina Lauridsen

Der er ingen tvivl om, at pengene falder på et tørt sted:
– Roning er en dyr sport, og der er masser af udgifter til grej, træningsture og deltagelse i regattaer, så der er rigeligt at bruge pengene på, griner hun.

Hos JYSK vil man gerne give et skulderklap og økonomisk støtte til de atleter, der yder en ekstraordinær indsats:
– Det er fascinerende at opleve en så ambitiøs og dedikeret atlet som Karina, og hendes måde at arbejde på at opnå sine mål er til stor inspiration for os alle. 

Derfor er vi meget glade for at kunne tildele hende et Bring Dedication-legat, og vi håber, at det kan give hende endnu bedre betingelser for at kvalificere sig. Vi krydser fingre for, at vi får hende at se i Paris til sommer, siger Åse Andersson, Communications Director hos JYSK.

Om JYSK’s Bring Dedication-legat

”Bring Dedication”-legatet blev introduceret, da JYSK og Parasport Danmark i starten af 2022 forlængede hovedsponsoraftalen, der er Danmarks længstvarende sportssponsorat. Legatet dækker over en pulje på 200.000 kroner årligt, der uddeles til en eller flere lovende atleter i parasporten, som udviser en særlig dedikation i deres bestræbelser på at udvikle sig og opnå deres sportslige mål.

Læs mere om legatet og se de tidligere vindere her.