Parasport Danmark logo hvid.png

Nyt tilgængeligt orienteringsløb på Amager

Kan man gøre orienteringsløb tilgængeligt for kørestolsbrugere? Og kan man jagte poster inde midt i København? Sagtens, hvis man spørger Amager Orienteringsklub, der i maj afvikler deres årlige AMOK Metr-O Cup. Det er stadig muligt at tilmelde sig.

Nyt tilgængeligt orienteringsløb på Amager

Det er Amager Orienteringsklub, som står bag AMOK Metr-O Cup, som afvikles fire steder i København den 9., 16., 23. og 30. maj.

I 2022 testede klubben for første gang konceptet ”parasprint-orientering”, som svarer til alm. by-orienteringsløb, men blot med den forskel, at der ikke er poster som kræver, at man krydser trapper, sandkasser eller stejle skråninger. Det fik godt et dusin forskellige kørestolsbrugere til at dukke op, og derfor gentager klubben tilbuddet i 2023 – i håbet om at tiltrække endnu flere kørestolsbrugere.

Inden for orienteringssporten har man tidligere udviklet disciplinen præcisionsorientering, der ligestiller kørestolsbrugere med løbende brugere. Men antallet af præcisionsorienteringsarrangementer har været relativt lavt, fordi disciplinen kræver en hel del af arrangørerne.

- Vi håber egentlig, at vi kan få lavet en version af orienteringsløb, som både er overkommelig for kørestolsbrugerne, og som er så nem at lave for arrangørerne, at der ofte vil blive udbudt baner for kørestolsbrugere, siger Ernst Poulsen der er koordinator på parasprint-banerne.

Han understreger, at klubben stadig arbejder med at udvikle formatet, og derfor må deltagerne regne med, at der kan være alle de sædvanlige udfordringer med kantsten, mindre stigninger eller græsområder, som skal passeres.

- Den orienteringsmæssige udfordring er den samme som for de øvrige deltagere. Man skal finde den hurtigste vej gennem byen og finde vej gennem baggårde og grønne områder uden at miste retningssansen, forklarer Ernst Poulsen.

- Men vi ved godt, at nogle af områder er ekstra udfordrende for kørestolsbrugere. Østre Anlæg er visse steder ret bakket og til sidste etape på Christianshavn ved vi, at voldene kræver en del af deltagerne, forklarer Ernst Poulsen.

- Men efter hvert løb, tager vi en snak med deltagerne for at blive klogere på, hvordan vi laver gode baner, som fungerer – også for folk der ikke dyrker sport til hverdag.

Sidste år havde flere af kørestolsbrugerne en hjælper med rundt på ruten, mens andre kørte i en gruppe og hjalp hinanden med orienteringsudfordringen. Uanset den fysiske formåen, så var fokus ikke på at komme først, men se om man kunne finde alle posterne.

Fire tirsdage i maj
AMOK Metr-O Cup foregår i år i Østre Anlæg, på Frederiksberg, ved DR-Byen og på Christianshavn – første gang den 9. maj – og så de næstfølgende fire tirsdage.

Tilmelding kan ske via dette link.

Løbsserien plejer at tiltrække 200-250 deltagere, hvoraf en pæn andel af dem er nye løbere, som prøver orienteringsløb for første gang. Klubben har derfor stort fokus på at hjælpe nye deltagere med en introduktion til kort og kompas – uanset om de benytter kørestol eller ej.

Bliv klogere på løbet her:

Læs mere om parasprint-banerne ved sidste års AMOK Metr-O Cup
https://orienteringonline.dk/2022/07/07/para-sprint-kan-vi-inkludere-korestolsbrugerne/