Parasport Danmark logo hvid.png

Paralympiske håb modtager JYSK-legater

Svømmer Alexander Hillhouse og længdespringer Bjørk Nørremark blev tirsdag overrasket med JYSK "Bring Dedication"-legater på henholdsvis 100.000 og 50.000 kroner.

Paralympiske håb modtager JYSK-legater
Bjørk Nørremark og Alexander Hillhouse er to af de helt store talenter i dansk parasport, og begge arbejder dedikeret for at opnå kvalifikation til de Paralympiske Lege i Paris 2024.

Dedikation. Passion. Benhårdt arbejde. Tre prædikater, der i høj grad kan sættes på para-atleterne Alexander Hillhouse og Bjørk Nørremark. Begge har med utrættelig træningsiver og ærgerrighed efter at opnå resultater i deres respektive sportsgrene allerede markeret sig på den internationale paralympiske scene med lovende resultater.

Tirsdag kastede det benhårde arbejde så endnu mere anerkendelse af sig. Det skete med overrækkelsen af JYSKs ”Bring Dedication”-legat, der skal støtte deres vej mod kvalifikation og deltagelse ved de Paralympiske Lege i Paris i 2024.

- De to atleters dedikation og passion for deres sport er til stor inspiration for alle. Vi er meget stolte af igen at kunne støtte så dygtige atleter på deres vej mod Paris 2024. Vi vil fortsætte med at heppe højlydt fra sidelinjen og ønsker dem al mulig held og lykke, siger Åse Andersson, Communications Director hos JYSK.

Stolte legatmodtagere
Længdespringer Bjørk Nørremark blev overrasket med et JYSK-legat på 50.000 kr. under træningen tirsdag aften i Hvidovre Atletik & Motion.

- Det kom helt bag på mig. Det er vildt stort, og jeg er meget taknemmelig og stolt over at modtage sådan en støtte fra JYSK. Det betyder enormt meget, at de støtter mig, tror på mig og ser mig i det, jeg bruger så ufatteligt meget tid på hver dag. Det er en kæmpe motivationsfaktor for mig, siger 20-årige Bjørk Nørremark, der i 2023 har VM i Paris i juli og PL-kvalifikation som sine store mål.

Svømmer Alexander Hillhouse modtog sit legat på 100.000 kr. i JYSK-butikken i Tårnby, hvor han var mødt op med familie, træner og støtteperson.

- Det er helt vildt. Legatet fra JYSK vil virkelig hjælpe mig på min vej til min store drøm om PL i Paris 2024. Jeg drømmer om at vinde medaljer til Danmark ved de Paralympiske Lege, og pengene skal bruges til træningslejre, hvor vi bygger mere træning, fart og styrke på, så vi kan stå stærkest muligt, lyder det fra 18-årige Alexander Hillhouse, der på den kortere bane skal jagte flere VM-medaljer og sikre sin PL-billet i august 2023.

Forbilledlige atleter
Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen betragter Bjørk Nørremark og Alexander Hillhouse som to af dansk idræts helt store fremtidige paralympiske håb.

- Alexander Hillhouse har gjort kometkarriere på landsholdet i parasvømning, hvor han i sommers blev den første dansker til at vinde VM-medaljer i ni år. Kun én gang siden 2000 har en dansk atlet med udviklingshandicap formået at kvalificere sig til de Paralympiske Lege, men Alexander er takket være flid, seriøsitet og et stærkt supportteam godt på vej mod at sikre sig en plads på det danske hold til PL i Paris 2024, siger han.

- Bjørk Nørremark er det største atletiktalent i parasporten siden Daniel Wagner. Hun fik sin PL-debut allerede i Tokyo i 2021, og oplevelsen og erfaringen har kun gjort hende stærkere og endnu mere sulten efter at opnå sportslige resultater. Hun arbejder hårdt på at tage de næste skridt frem mod legene i Paris, og samtidig har hun vist, at hun gerne vil være en rollemodel og inspiration for andre unge mennesker med handicap.

"Bring Dedication"-legatet blev introduceret, da JYSK og Parasport Danmark i starten af året forlængede hovedsponsoraftalen, der er Danmarks længstvarende sportssponsorat. Legatet dækker over en pulje på 200.000 kroner årligt, der uddeles til en eller flere lovende atleter i parasporten, som udviser en særlig dedikation i deres bestræbelser på at udvikle sig og opnå deres sportslige mål.

Tidligere på året modtog landsholdsspiller i kørestolsrugby Kaare Momme Nielsen et JYSK "Bring Dedication"-legat på 50.000 kr.

BJØRK NØRREMARK

Alder: 20 år
By: Hvidovre
Klub: Hvidovre Atletik & Motion
Handicap: Medfødt armdefekt
Største merit: PL-deltagelse i Tokyo 2020, 5. plads EM 2021

ALEXANDER HILLHOUSE

Alder: 18 år
By: Kastrup
Klub: Kvik Kastrup
Handicap: Udviklingshandicap
Største meritter: 2x VM-bronze i 100m butterfly og 100m ryg

Bjørk Nørremark blev overrasket af Communications Consultant Anders Græsbøll Buch fra JYSK ifm. sin træningen i Hvidovre Atletik & Motion.

Alexander Hillhouse fik overrakt sig "Bring Dedication"-legat i JYSK Tårnby af Communications Consultant Anders Græsbøll Buch.