Parasport Danmark logo hvid.png

Paraskytte får økonomisk håndsrækning frem mod PL i Paris

22-årige Kasper Lousdal, der i 2022 fik sit internationale gennembrud med en VM-sølvmedalje i 50m riffel, er tildelt JYSK’s “Bring Dedication”-legat på 50.000 kr.

Paraskytte får økonomisk håndsrækning frem mod PL i Paris
Legatmodtager Kasper Lousdal sammen med communication consultant fra JYSK Anders Buch. Foto: Jannik Lund Andersen

Da skyttetalentet Kasper Lousdal for alvor stemplede ind på den internationale scene ved novembers VM i Al Ain, gjorde han det med manér. Blandt verdens bedste paraskytter blev den unge thybo bedre og bedre, som konkurrencen spidsede til, og sølvmedaljen kastede ikke bare personlig hæder og et gevaldigt selvtillidsboost af sig, men sikrede samtidig en dansk kvoteplads i paraskydning ved de Paralympiske Lege i Paris 2024.

Den plads satser Kasper Lousdal på selv at tage, og skal han nå det mål, kræver det en dedikeret træningsindsats og konstant sportslig udvikling. For at hjælpe den talentfulde skytte på vej, har JYSK og Parasport Danmark givet forberedelserne en økonomisk saltvandsindsprøjtning i form af “Bring Dedication”-legatet.

Legatet blev overrakt i forbindelse med paraskytternes landsholdssamling på Musholm den 24. marts, og det var en stolt Kasper Lousdal, der tog imod checken fra JYSK.

- Jeg er stolt og lykkelig. Motiveret for at blive den bedste, jeg kan blive, og skyde om topplaceringer til PL i Paris, siger Kasper Lousdal.

Spændende udvikling

Kasper Lousdal har været en del af landsholdet i paraskydning igennem de sidste fire år, men det er først i 2022, at talentet for alvor er begyndt at blive foldet ud. Den resultatmæssige opblomstring, der foruden VM-sølvet også tæller flotte World Cup-placeringer, skyldes ikke mindst Kasper Lousdals dedikation ind i Skydesport Danmarks Talentcenter Vest og et godt samarbejde med Parasport Danmarks landstræner Jonas Jacobsson.

Det har gjort stort indtryk på Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen.

- Kaspers glæde ved skydning er åbenlys og afgørende for, at han har formået at udnytte de gode rammer i dansk paraskydning til at udvikle sig med stormskridt. Men vi er helt sikre på, at der er mere at hente, og derfor er han en oplagt modtager af JYSK’s Bring Dedication-legat, siger han.

Åse Andersson, der er Communications Director i JYSK, ser frem til at følge Kasper Lousdals udvikling og jagt på en plads i den danske PL-trup i Paris.

- Det var en imponerende bedrift med VM-sølvet, og med sine kun 22 år tegner fremtiden rigtig lys. Derfor er det også helt naturligt for JYSK at støtte Kasper Lousdal med et legat, der forhåbentlig kan give mulighed for flere store præstationer, siger hun.

Den økonomiske håndsrækning kan bl.a. være med til at sikre, at Kasper Lousdal får endnu flere træningstimer med landstræner Jonas Jacobsson, der bor i Sverige, og at han kan investere i tilskudt ammunition til sin riffel.

”Bring Dedication”-legatet blev introduceret, da JYSK og Parasport Danmark i starten af 2022 forlængede hovedsponsoraftalen, der er Danmarks længstvarende sportssponsorat. Legatet dækker over en pulje på 200.000 kroner årligt, der uddeles til en eller flere lovende atleter i parasporten, som udviser en særlig dedikation i deres bestræbelser på at udvikle sig og opnå deres sportslige mål.